+45 70 27 86 66 info@nordjysklaanefond.dk

SPØRGSMÅL OG SVAR

Her kan du få svar på nogle af de spørgsmål, som kan opstå i løbet af en lånesagsproces. 

Hvis du ikke har fået svar på dit spørgsmål, så er du altid meget velkommen til at kontakte os. 

Afviklingen - Hvordan er afviklingen på lån fra Nordjysk Lånefond?

Lån via Nordjysk Lånefond afvikles med en kvartårlig ydelse, som består af en afdragsdel og en rentedel. Du vil modtage en mail med en faktura for hver rateudbetaling, du har fået. Lånes afvikles som et serielån med et antal afdrag, som er tilpasset den samlede afviklingsperiode. Det betyder, at der betales samme afdrag hvert kvartal, mens renteudgiften falder i takt med, at der afdrages på lånet og restgælden på lånet derved bliver mindre. Der er mulighed for afdragsfrihed, inden der – udover rente – skal betales afdrag. Længden af afdragsfriheden afhænger af låntype og den enkelte sag.

Arbejdspladser - Hvad menes der med arbejdspladser?

I Nordjysk Lånefond er et af vores vigtigste formål at understøtte skabelsen af arbejdspladser i Nordjylland. Dette indebærer både at bevare eksisterende arbejdspladser og skabe flere nye arbejdspladser, så der kan skabes vedvarende vækst i regionen.

Betalingen - Hvad gør jeg, hvis jeg ikke kan betale til tiden?

Hvis du ikke kan betale til tiden, bedes du hurtigst muligt kontakte Nordjysk Lånefond, så vi sammen kan finde en løsning.

Betalingsservice - Hvordan tilmelder jeg min ydelse betalingsservice?

Vi opfordrer til, at din ydelsesbetaling tilmeldes betalingsservice, så betalingen foregår automatisk hver gang. Tilmeldingen kan ske allerede efter underskrift af gældsbrev. Hvis du allerede er begyndt at betale ydelser, men endnu ikke er tilmeldt betalingsservice, kan du tilmelde dig direkte i den fremsendte faktura.

Ved tilmelding skal følgende informationer benyttes:

  • PBS-nr.: 30024885
  • 00001
  • PBS-kundenr.: Dette er lig dit sagsnummer, som fremgår af alle dokumenter fremsendt af Nordjysk Lånefond
Gebyr - Er der nogen gebyrer ved at optage lån i Nordjysk Lånefond?

I forbindelse med lånetilsagn opkræves der et bevillingsgebyr på 0,5 % af det bevilgede lånetilsagn. Derudover kan der opkræves gebyrer i forbindelse med ekstraordinær sagsbehandling, hvilket er nærmere beskrevet i Nordjysk Lånefonds generelle forretningsbetingelser.

Koncerndiagram - Hvordan udarbejder jeg et koncerndiagram, som kan anvendes i min låneansøgning?

Et koncerndiagram viser en virksomheds juridiske og organisatoriske struktur. Nærmere bestemt skal det af koncerndiagrammet fremgå:

  • Alle selskaber i koncernen
  • Ejerandele i procent
  • Stemmeandele i procent

På billedet nedenfor kan du se, hvordan et koncerndiagram bør opstilles. Det vigtigste er, at diagrammet illustrerer ejer- og stemmeandele helt ned på ultimative ejere af det selskab, der søges om lån til. Til at udfærdige det kan du eksempelvis bruge værktøjet SmartArt, som er en del af Word og PowerPoint.

Lån - Hvad kan jeg låne til?

I Nordjysk Lånefond understøtter vi vækst, innovation og arbejdspladser i de 11 kommuner i Region Nordjylland. Det betyder, at vi ved bevilling af hvert enkelt lån fokuserer særligt på disse tre faktorer. Mere konkret kan vi yde lån til eksempelvis:

  • Vækst
  • Analyser og produktdesign
  • Produktudvikling
  • Produktionsudvikling
  • Markedsudvikling
Lånegrænse - Hvor meget kan jeg låne?

En virksomhed kan samlet låne op til kr. 5.000.000. En virksomhed, koncernforbundne selskaber eller en personkreds kan opnå flere lån, men aldrig mere end samlet kr. 5.000.000 ad gangen.

Lånesagsprocessen - Hvordan foregår lånesagsprocessen?

Du kan orientere dig om lånesagsprocessen her, hvor vi har illustreret og beskrevet den overordnede proces, som alle låntagere skal igennem i forbindelse med lån via Nordjysk Lånefond.

Lånetype - Hvordan finder jeg ud af, hvilken type af lån jeg bør søge?

Vi har tre typer af lån, nemlig iværksætterlån, udviklingslån og ansvarligt lån. Du kan læse mere om de enkelte typer af under fanen, låntyper. Ved et indledende møde vil vi altid drøfte, hvilken type af lån, der matcher dine behov bedst.

Vores låntyper adskiller sig primært på følgende parametre:

  • Beløbsstørrelse
  • Renteniveau
  • Medfinansieringskrav
  • Hvorvidt der er mulighed for forudbetaling
  • Hvorvidt lånet udbetales efter afholdte og betale projektomkostninger eller efter aftale med fonden

Derfor bør du tage følgende med i dine overvejelser om låntype:

  • Hvilken fase er min virksomhed i?
  • Hvor stort et beløb ønsker jeg at låne?
  • Hvor meget medfinansiering kræver det lån, jeg søger om?
  • Hvad er formålet med lånet?
Medfinansieringskravet - Hvad indebærer medfinansieringskravet?

I Nordjysk Lånefond stiller vi krav om medfinansiering, hvor de nærmere krav til de enkelte låntyper kan findes i de generelle forretningsbetingelser for lån via Nordjysk Lånefond. Medfinansieringskravet betyder, at du skal skaffe finansiering fra anden privat kapitalkilde, for at kunne få finansiering gennem Nordjysk Lånefond. Finansieringen kan eksempelvis komme fra:

  • Investorer
  • Ejere
  • Pengeinstitutter
  • Danmarks Eksport- og Investeringsfond
  • Kreditforening
  • Crowdlending-ordninger
  • Crowdfunding-ordninger

Eksempel: Hvis dine projektomkostninger og/eller den samlede finansiering er opgjort til kr. 1.000.000, kan et eksempel på en samlet finansiering i et iværksætterlån være: Kr. 500.000 via pengeinstitut, kr. 200.000 via ejere og kr. 300.000 via Nordjysk Lånefond.

Projektets finansiering med fordeling i procent
Finansiering fra pengeinstitut kr. 500.000 50 %
Finansiering fra ejere kr. 200.000 20 %
Finansiering/ansøgt lånebeløb fra Nordjysk Lånefond kr. 300.000 30 %
Samlet finansiering kr. 1.000.000 100 %

 

Nyhedsværdi - Hvad menes der med nyhedsværdi?

I låneansøgningen skal du beskrive nyhedsværdien i det projekt, der søges om lån til. Vurderingen og beskrivelsen af nyhedsværdien kan tage udgangspunkt i følgende aspekter:

  • Er produktet/ydelsen/udviklingen kendt eller nyt for virksomheden og/eller markedet?
  • Er der anvendt en ny teknologi?
  • Har produktet/ydelsen/udviklingen et væsentligt uudnyttet markedsmæssigt potentiale?
  • Sælges produktet/ydelsen/udviklingen på en ny måde?
Oplysninger - Hvor kan jeg finde oplysninger om mit lån?

Oplysninger om et konkret lån vil fremgå af underskrevne lånedokumenter. Såfremt du har underskrevet via Penneo, kan tidligere underskrevne dokumenter findes af den/de parter, der har underskrevet i Penneos digitale platform. Det anbefales dog, at du altid arkiverer lånedokumenter i egne systemer i forbindelse med den digitale underskrift foretages, så du altid har dem tilgængelige.

Ordbog – Hvad betyder de begreber, I anvender?

Vi bruger en række finansielle begreber i vores lånedokumenter. Nedenstående kan fungere som ordbog, hvis der opstår tvivl om, hvad der menes med de enkelte begreber.

Ydelse En ydelse består af renter og afdrag.
Kaution Ved kaution forstås, at en person eller en virksomhed går ind og garanterer at betale en anden persons gæld, hvis personen ikke er i stand til selv at betale.
Tilbagetrædelse Ved lån via Nordjysk Lånefond underskriver kreditor og låntager en tilbagetrædelseserklæring for tilgodehavende/gæld til låntager. Det betyder, at kreditor er uberettiget til at modtage dækning for eller kvittere for den del af sit/sin tilgodehavende/gæld, så længe låntager har gæld til Nordjysk Lånefond.
PEP

PEP er en betegnelse for Politisk Eksponeret Person, som er en person, der har et særligt offentligt tillidshverv, eksempelvis job i staten eller en politisk position.

Finanstilsynet fører en liste over de personer, som er PEP i Danmark. Denne kan findes via finanstilsynets hjemmeside.

Change of Control Ved Change of Control forstås, at der indtræder en ny ejer i selskabet med bestemmende indflydelse.
Reel ejer Ved reel ejer forstås en fysisk person, der i sidste ende direkte eller indirekte ejer eller kontrollerer en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne i en virksomhed, eller som udøver kontrol ved hjælp af andre midler. Som udgangspunkt anses en tilstrækkelig del af ejerandelene eller stemmerettighederne som mere end 25 % af virksomheden.
Legal ejer Ved legal ejer forstås en person eller en virksomhed, der har ejerandele eller stemmerettigheder i en virksomhed.
Udbyttebegrænsning Udbyttebegrænsning betyder, at der ikke må udbetales udbytte fra selskabet uden foregående aftale med Nordjysk Lånefond.

 

Projekt - Hvad indebærer et projekt?

I Nordjysk Lånefond kan ordet ’projekt’ forstås bredt. Et projekt kan vedrøre en specifik udvikling, såsom udvidelse til nye markeder, udvikling af produkter og ydelser, eller generelt skabelse af et kapitalgrundlag til vækst. Under fanen, bevilligede projekter, kan du få et indblik i de projekter, som vi allerede har ydet lån til.

Rate - Jeg vil gerne have udbetalt en rate. Hvad gør jeg?

Efter underskrift af lånetilsagn, kan du anmode om udbetaling af lån. Udbetalingsanmodning kan downloades via fanen, dokumenter. Den nærmere procedure for dette kan findes fra punkt fem i beskrivelsen af vores lånesagsproces.

SMV - Hvordan defineres SMV?

Definitionen af SMV’er er baseret på følgende tre kriterier:

    • Færre end 250 beskæftigede
    • Enten en årlig omsætning på mindre end 50 mio. EUR
    • Eller en årlig samlet balance på mindre end 43 mio. EUR
  • Tilknyttede virksomheder, herunder moderselskaber og datterselskaber, med ejerandele på 50 % eller derover, indregnes fuldt ud ved beregningen af grænseværdierne
  • Partnervirksomheder, herunder associerede virksomheder med ejerandele fra 25 % op til 50 %, indregnes forholdsmæssigt ved beregningen af grænseværdierne
  • Kriteriet om antal beskæftigede skal overholdes, for at en virksomhed kan opfattes som en SMV. Til gengæld kan virksomheden vælge at overholde enten tærsklen for omsætning eller tærsklen for årlig samlet balance. Det er ikke nødvendigt, at den overholder begge tærskler, og den kan altså overskride én af tærsklerne uden at miste sin status som SMV

Der henvises til https://ec.europa.eu/docsroom/documents/42921 for uddybning af SMV.

Ændringer - Hvad gør jeg, hvis projektet ændrer sig?

Du bør hurtigst muligt kontakte Nordjysk Lånefond, hvis der sker væsentlige ændringer i det projekt, der er bevilget lån til. Du kan læse nærmere om, hvad der betragtes som væsentlige ændringer i vores generelle forretningsbetingelser.

Øvrige omkostninger - Hvad indebærer 'øvrige omkostninger', som er en del af projektomkostninger i låneansøgningen?

I låneansøgningen til udviklingslånet og iværksætterlånet skal du angive projektomkostninger, som danner grundlag for det lånebeløb, du kan søge om. Som en del af projektomkostningerne skal du selv angive hvilke øvrige omkostninger, der er til det projekt, du søger om lån til. De øvrige omkostninger er alle omkostninger, der ikke kan placeres under de typer af omkostninger, der allerede er angivet i låneansøgningen. Vi har ikke en liste over specifikke typer af omkostninger, der kan skrives som en del af øvrige omkostninger, men eksempler fra tidligere sager er:

  • Rejseomkostninger
  • Erhvervsforsikringer
  • Mødeudgifter
  • Markedsføringsomkostninger
  • Kontorudgifter
  • Revision
  • Advokat
  • Erhvervsforsikringer

Listen er dog ikke udtømmende.

NORDJYSK LÅNEFOND

Østre Alle 102

DK-9000 Aalborg

CVR-nr.: DK-31 36 85 29

Tlf.: +45 70 27 86 66

E-mail: info@nordjysklaanefond.dk